Her kan du finde praktiske informationer, der kan hjælpe med at planlægge dit besøg i Midten
Vi arbejder på højtryk for at lave et kort til dig. Og du kan godt glæde dig - Midten byder på et væld af muligheder og faciliteter.
Du kan vælge mellem 3 indgange, når du ankommer til Midten.
Indgang Nord ligger ved Rådhustorvet og tættest på strøget. Indgang Nord er den nemmeste, hvis du skal besøge Din Indgang, Horsens Sund By, til et arrangement i Salen eller besøge Betteteket.
Indgang Syd ligger ved J. Chr. Juliussens Vej og er den nemmeste, hvis du skal til Borgerservice eller Center for Kommunikation og Teknologi. Indgang Syd har en rampe og mulighed for handicapparkering.
Solsikkeindgangen finder du ved Rådhustorvet, Solsikkeindgangen er en lille smutvej til lokaler, hvis du gerne vil undgå de store hovedindgange.
Indgang Nord
Indgang Syd
Solsikkeindgangen
Bus nr. 3 kører lige til Midten, hvis du vælger stoppestedet på Ove Jensens Alle (ved Bytorvet).
Du kan finde bussens køreplaner via Midttraffiks hjemmeside.
Der er flere muligheder for parkering i området omkring Midten.
- Handicapparkering foran Indgang Syd via J. Chr. Juliussens Vej.
- Parkeringshus ved Bytorvet.
- Parkeringspladser ved Åboulevarden, J. Chr. Juliussens Vej, Emilies Plads og Ribersgade.
Vær opmærksom på, at det er betalingsparkering og at du kan benytte de mest almindelige parkeringsapps.
Du kan parkere din cykel både ved Indgang Nord og Indgang Syd.
Du kan parkere din barnevogn i det markerede område foran Betteteket. Vis omtanke og hensyn til, at der også er plads til andre barnevogne og besøgende, der skal kunne komme forbi for eksempel i kørestol. Tak.
I Midtens atrium finder du husets største elevator, som kører til både 1. og 2. sal. Denne elevator har plads til barnevogn og kørestol. Du kan benytte både Indgang Nord og Indgang Syd.
Hvis du skal besøge Din Indgang, kan du bruge elevatoren ved Gernestorvet fra Indgang Nord.
Du kan komme til Midten via 3 indgange:
Indgang Nord og Solsikkeindgangen via Rådhustorvet og Indgang Syd via J. Chr. Juliussens Vej.
Der er mulighed for handicapparkering ved Indgang Syd.
Du finder en stor elevator i Midtens atrium og der er flere toiletter med plads til kørestol (se kort).
Solsikkeindgangen er en smutvej til lokalerne, hvis du gerne vil undgå de store hovedindgange.
Du finder Solsikkeindgangen på siden af bygningen ved Rådhustorvet. Find solsikken i keramik på murstensvæggen. Hvis du følger solsikkerne indenfor, viser solsikkerne vej til lokaler på 1. sal.
Nogle handicap og særlige behov er usynlige. Derfor kan et besøg i Borgerservice være udfordrende, hvis der er mange mennesker og indtryk at forholde sig til.
Hver onsdag kl. 10–11 tilbyder vi en særlig solsikketime for borgere med usynlige handicap. Her skaber vi rolige rammer og sætter ekstra god tid af til at hjælpe dig.
I solsikketimen er Borgerservice lukket for øvrige borgere, så der er færre forstyrrelser. Vores medarbejdere har god tid til at lytte til dig og hjælpe dig med dit ærinde. Du er altid velkommen til at fortælle os, hvis du har særlige behov – for eksempel hvis du har brug for en pause undervejs.
Solsikketimen er for borgere med usynlige handicap, som har behov for ekstra ro, tid eller særlige hensyn.
Du behøver ikke at bære en solsikkesnor for at benytte tilbuddet.
Du skal bestille tid på forhånd, hvis du ønsker at benytte solsikketimen.
Beskrivelse er på vej. Du kan kontakte os, hvis du har brug for støtte før eller under dit besøg.
Du har mulighed for at låne et mobilt teleslynge anlæg, som kan bruges i alle Midtens lokaler. Vi har to anlæg, der hver kan bruges til 15 personer. De to anlæg kan forbindes og derved bruges til 30 personer. Derudover er der et fast teleslyngeanlæg i Salen. Kontakt os, hvis du vil låne det mobile teleslyngeanlæg: kontaktmidten@horsens.dk
Der er et madpakkeområde på Torvet i Midten. Madpakkeområdet er blandt andet velegnet til daginstitutioner og i forbindelse med skolebesøg.
Med tiden vil det også være muligt at købe mad i Midten. Når det bliver muligt, kan du se det her.
Du finder pas-automaten ved Borgerservice tæt på Indgang Syd.
Det vil ikke være muligt at afhente sit pas på Horsens Bibliotek i lukkeperioden fra d. 2. til 29. november. Alle pas skal i denne periode afhentes i Borgerservice på Samsøgade 3 eller på Brædstrup Bibliotek.
Hvis du ikke har hentet dit pas på Biblioteket senest d. 01. november, kan du hente det ved Borgerservice indtil Midten åbner d. 30. november.
Midten er et hus for alle - og et sted, hvor man kan mødes med andre. Vi ønsker, at de mennesker, der bruger Midten, er med til at forme det, der sker i huset.
Derfor stiller vi lokaler og faciliteter til rådighed, så borgere og fællesskaber kan mødes om en fælles interesse, gøre noget godt for hinanden eller sætte noget i gang for andre.
Du kan booke et lokale via Midtens online bookingsystem. Når din booking bekræftes, får du en fire-cifret kode, som du skal indtaste ved døren.
Husk at afbestille, hvis du ikke skal bruge lokalet alligevel.
Se mere om lokaler og faciliteter i Midten her
Borgerservice holder lukket for fysiske besøg og sagsbehandling torsdag d. 26. november og fredag d. 27. november. Det betyder, at vores sidste åbningsdag for borgere på Samsøgade er onsdag d. 25. november.
Telefonen er fortsat åben og vil være bemandet begge dage.
Center for kommunikation og Teknologi holder lukket i uge 48, så vi kan flytte ind og komme på plads.
Vi glæder os til at byde dig indenfor i vores nye rammer på J. Chr. Juliussens Vej 10 til Tale, Høre, Syn og IKT tilbuddene.
Din Indgang holder lukket for fremmøde d. 25.-30. november på grund af flytning. Telefonen vil dog være åben inden for den normale åbningstid.
Vi glæder os til at møde dig i Midten fra d. 1. december.
Horsens Bibliotek i Tobaksgården holder lukket fra d. 2. til 29. november. Hvis du skal låne bøger herfra, skal du låne dem senest d. 1. november. Filialerne holder ikke lukket, så her kan du låne nye bøger.
Du kan stadig aflevere lånte bøger i bogindkastet i Tobaksgården under lukningen.
Du kan finde svar på flere spørgsmål om lukningen af Horsens Bibliotek her
Sund By holder åbent til og med fredag d. 27. november. Lokalerne i Sund By kan ikke benyttes d. 28. og 29. november. Vi glæder os til at møde dig i Midten fra d. 30. november.